Lysa får “Forbrugerrådet Tænk Anbefaler” i ny test af månedsopsparinger
2026-09-16
Lysa placerer sig i førerfeltet i Forbrugerrådet Tænks nye 2026-test af månedsopsparinger og modtager udmærkelsen “Forbrugerrådet Tænk Anbefaler”. I kategorien “Vil du have hjælp til investeringerne?” opnår Lysa samtidig kategoriens højeste score på 76 pct.
Forbrugerrådet Tænk har netop offentliggjort sin nye test af månedsopsparinger på det danske marked.
Lysa er blandt blot to løsninger i testen, der modtager en udmærkelse. Den anden er Pluto Markets. Lysa tildeles “Forbrugerrådet Tænk Anbefaler”.

“Vi er enormt stolte over at være en del af førerfeltet, når det kommer til at tilbyde danskerne gode løsninger til månedsopsparing. For os er Tænks anbefaling en stærk anerkendelse af det, vi forsøger at gøre: at gøre fornuftig investering enkelt, billigt og tilgængeligt for flere,” siger Jakob Westh Christensen, Manager for Lysa Danmark.
Lysa nummer ét for investorer, der vil have hjælp
Forbrugerrådet Tænk opdeler testen efter, hvad der er vigtigst for den enkelte investor:
-
Er lave omkostninger vigtigst for dig?
-
Vil du have hjælp til investeringerne?
-
Vil du kunne tale med en bankrådgiver?
I kategorien Vil du have hjælp til investeringerne?” placerer Lysa sig klart øverst – og med god afstand til de øvrige løsninger.
Det er netop denne del af testen, Lysa er særligt glad for.
“Det ligger helt centralt i Lysas DNA at hjælpe danskerne med at investere uden selv at skulle være investeringseksperter. Vi hjælper kunden med at finde en passende risiko, investerer pengene bredt og billigt, og sørger løbende for, at porteføljen holder sig til planen. Målet er både at gøre det enkelt at komme i gang og nemmere at holde fast i sin langsigtede investeringsplan,” siger Jakob Westh Christensen.
Forbrugerrådet Tænk fremhæver Lysa
Forbrugerrådet Tænk skriver om Lysa:
”Lysa får Anbefaler, fordi løsningen kombinerer lave omkostninger med en enkel og automatisk måde at investere på. Din portefølje bliver sammensat efter din risikoprofil og rebalanceret løbende, så fordelingen mellem aktier og obligationer fastholdes. Det gør Lysa til et godt valg for dig, der gerne vil have hjælp til investeringerne uden at betale for traditionel bankrådgivning."
Om Lysa
Lysa er en digital investeringstjeneste med mere end 215.000 brugere og over 40 mia. kr. under forvaltning.
Lysa tilbyder automatiseret porteføljeforvaltning og hjælper kunder med at investere langsigtet gennem globalt diversificerede porteføljer med lave omkostninger. På baggrund af kundens økonomiske situation, tidshorisont og risikovillighed sammensætter Lysa en investeringsplan og står derefter for den løbende investering og rebalancering.
Lysa blev lanceret i Sverige i 2017 og er siden ekspanderet til blandt andet Danmark.
For yderligere information eller interview:
Jakob Westh Christensen
Manager for Lysa Danmark